Maren Jensdatter

  Notater:

Den sidste henrettelse, som fandt sted på Ønslev galgebakke, var i 1846. Herom kan fortælles følgende:

Et ægtepar, Niels Bækmand, 58 år, og hans hustru Maren Jensdatter, 30 år, havde købt en gård i Gundslev. De havde et par børn og levede et godt familieliv. For at drive gården var det imidlertid nødvendigt at antage en karl, og det blev den 29-årige mønbo, Hans Nielsen. Karlen var dygtig, og konen lagde ikke skjul på, at ægtemanden var noget dårligere til at drive gården end den unge karl. Bækmand blev efterhånden jaloux på Hans Nielsen, og på et tidspunkt kom det til et sammenstød, da konen i en bestemt sag holdt med karlen. Fuld af jalousi truede han nu konen på livet, hvilket medførte, at denne faktisk indledte et forhold til karlen. Tillige fik Maren den ide, at hun ville slå manden ihjel. Hun spurgte karlen, om han ville være med til dette, og modstræbende indvilligede han, da hun lovede at gifte sig med ham bagefter. Han så dermed sin fremtid sikret som gårdmand.

De planlagde, hvor og hvordan dette skulle gå for sig, men det blev dog Maren, som måtte gennemføre udåden, da modet svigtede karlen i det afgørende øjeblik.

En dag, da Bækmand lå og sov til middag, tog hun en hammer, slog ham i højre tinding, hvorefter han lå som livløs. Sammen bar de ham ned i kælderen, her skulle han foreløbig skjules. Pludseligt kom den ulykkelige mand til live; han prøvede at rejse sig op, men fik øjeblikkeligt endnu et slag oven i hovedet og blev desuden bundet for næse og mund med et tørklæde. Endeligt var han da så død. Det lykkedes at holde børnene og den unge pige borte fra kælderen, og næste morgen slæbte de to sammensvorne liget ud i laden, hvor de så ville begrave ham. I laden var der grisestier, og efter at have begravet manden i en af stierne blev der lukket en gris ind, således at det så ud, som om det var grisen, der havde rodet i jorden. Dog holdt de godt øje med, at der ikke blev rodet for grundigt. Fjorten dage efter blev der sat korn i den pågældende sti, og alle spor skulle nu være slettet.

Alle var med det samme begyndt at lede efter Bækmand, og der blev spurgt rundt omkring, om nogle havde set ham, og fire dage efter, at han var "forsvundet", blev det anmeldt til politiet.
Politiet fik den forklaring, at han var gået ud i skoven for at fælde træer, og siden havde ingen set noget til ham. I forvejen havde karlen lagt en økse ud i skoven, og den blev også hurtigt fundet af politiet.

Snakken gik imidlertid blandt naboerne, og karlen måtte døje noget med en del drillerier, hvilket gik ham meget på. Han henvendte sig flere gange til politiet for at få dem til at standse den sladder, der fandtes, og politiets første mistanke om, at der lå noget bag, voksede efterhånden. Da karlen atter engang beklagede sig hos politiet, blev han arresteret for mordet, og nogle dage senere tilstod han sin meddelagtighed i dette. Han forklarede, hvordan det hele var gået til, og da Maren senere blev anholdt og fik at vide, at alt var kommet frem, tilstod hun også. De blev begge dømt til døden af domstolene, men senere blev dommen ændret for Hans Nielsens vedkommende. Han skulle ?kagstryges?, d. v. s. piskes, og derefter fik han livsvarigt tugthusarbejde.

På den fastsatte dag for henrettelsen havde der samlet sig en stor menneskemængde på Ønslev Galgebakke. Den barske henrettelse skulle så foregå, og der blev fulgt nogle helt bestemte retningslinjer. Hans Nielsen blev bundet til kagstrygningspælen, og der blev pisket på hans bare ryg. Maren blev tvunget til at se på, hvilket hun gjorde, bleg, men rank og fattet. Hun var iført sort silkekjole, og da karlen var blevet pisket, til huden på hans ryg hang i blodige laser, gik hun roligt hen til retterstedet, knælede ned i sandet og lagde hovedet på blokken. Da skarpretteren ville binde hende på hænder og fødder, skubbede hun ham let tilbage og sagde: "Det behøves ikke, jeg skal nok ligge roligt".

Skarpretteren, som var iført sort kjole og hvide handsker og desuden en guldtresset kasket, hævede øksen. Et hvidt tørklæde, som Maren havde haft i sin hånd, blafrede bort, og et gys gik gennem menneskemængden. Få sekunder efter blev hendes hoved holdt op i luften af skarpretteren; nogle besvimede ved synet, og andre kastede op, derefter gik mange til Galgekroen? for at få noget at styrke sig på efter den barske oplevelse.

Der blev 1994 opsat en sten, som viste, hvor retterstedet havde været.
Det helt korrekte rettersted er dog et par meter ude i marken, men man har valgt at sætte stenen lige i skellet mellem skoven og marken for ikke at genere markarbejdet

Kilde: Karen M. Larsen, Dis Forum

Maren blev gift med Niels Pedersen Bækmand den 17 Feb. 1832 i Fanefjord Kirke, Mønbo, Præstø.¹ (Niels Pedersen Bækmand blev født omkring 1780 i Dame Koppel, Fanefjord, Mønbo, Præstø, døde den 20 Aug. 1844 i Sortsø, Gundslev, Falster Nørre og blev begravet den 29 Okt. 1844 i Gundslev Kirke, Falster Nørre, Maribo Amt ¹.)